Tag din sundhed i egen hånd.

selvhelbredelse

Sygdomsopfattelse

 

Denne artikel handler om Mazdaznans opfattelse af sygdom og sundhed. Hvorfor bliver vi syge? Hvad er sygdom? Opfattelsen af sygdom hænger meget sammen med ens livssyn og verdensbillede. Derfor er det også relevant at se på det livssyn, som danner et grundlag for de sundhedsråd, vi kan finde i Mazdaznan. Ved at kende de grundlæggende principper, vil de mange råd give større mening. De kan bedre forstås og blive langt mere nyttige.

Der er en lang tradition for at studere vores helbred. Der er meget erfaring, fordi sundhed er vigtigt i en udviklingslære som Mazdaznan. Ideen i Mazdaznan er, at alle bør have viden om, hvad man selv kan gøre for at blive rask. Det er derfor det hedder ”hjælp til selvhjælp”.

Hjælp til selvhjælp

 

Selvfølgelig skal vi også hjælpe hinanden. Vi kan behandle hinanden, udveksle erfaringer og opmuntre hinanden på alle måder. Der er nogen, som har gode evner til det. Ved at lave åndedrætsøvelser, kan vi alle udvikle og forbedre evnen til at stille diagnoser og helbrede.

Vi kan hjælpe en anden til at få det bedre i et stykke tid. Vi kan også hjælpe hinanden med at komme på rette vej. Der er imidlertid en vigtig pointe. Vi kan ikke blive varigt helbredt af en anden, hvis ikke vi selv hjælper til. Det er en slags naturlov.

Det er som nævnt vigtigt, at vi ser på vores liv i et evigt perspektiv. Det giver os mulighed for også at tænke på vores næste liv. Vi vil nemlig blive ved med at få sundhedsudfordringer, indtil vi har lært at leve sundt og i harmoni med naturen. Vi kan i det lys ligeså godt komme i gang med at gøre mere selv. Derfor er der ide med at lære noget om hjælp til selvhjælp.

Sundhed og reinkarnation

 

I Mazdaznan er der en større mening med selv at tage ansvar for sin sundhed. Det skyldes opfattelsen af livet. Livet er evigt. Menneskets sjæl er evig. I vores evige del er alle mennesker lige. Alle gennemgår en lang rejse gennem tiden, gennem mange liv og genfødsler.

I Mazdaznan opfattes reinkarnation sådan, at vi gemmer den erfaring vi har gjort i et liv og tager det med til det næste. Vi kan måske ikke huske det konkret, men den erfaring, viden, holdning, sympati og antipati vi opbygger i et liv, tager vi med videre til næste liv. Derfor kan man sige vi går på en udviklingsvej. Vi er ikke kommet lige langt og måske går vi engang imellem en omvej.

Vi står derfor på forskellige ”udviklingstrin”. Det er helt naturligt og ændrer ikke ved, at vi grundlæggende set er lige. I livet møder vi udfordringer, så vi får mulighed for at lære alle livets sider at kende. Grundlæggende set er vi på vej mod samme mål. Vi udvikler os mod at blive et klogt, glad, kærligt, sundt og harmonisk menneske.

Vi har imidlertid alle fuld frihed til at vælge vores vej. Det betyder ikke, at vi kan slippe fri af naturlovene. Hvis vi vælger at leve et stresset og usundt liv, går det ud over vores sundhed. Vi må altid tage konsekvenserne af vores valg. Det er Mazdaznans formål at hjælpe os i vores valg.

Det er helt sikkert ikke kun indenfor Mazdaznan, at man synes at et godt helbred er vigtigt. For at leve et godt og lykkeligt liv er sundhed vigtigt. For at fortsætte en udvikling mod højere bevidsthed er sundhed nødvendigt. Det er en del af vores udfordring at løse problemet med sygdom og sundhed. Før eller siden vil vi nok også løse den gåde og udfordring. Før eller siden vil vi alle have lært, hvordan vi holder os selv raske. Så langt er vi ikke endnu, men vi har alle selv mulighed for at gøre mere for sagen.

Sundhed er den eneste naturlige tilstand

 

Det er ikke naturligt altid at være syg, træt og ulykkelig. Alt i naturen er i bund og grund godt og fuldkomment. Enhver ide i rummets uendelighed er ren og ædel. I naturen er der ikke onde tanker eller onde ideer. Der er ingen negative eller fremmede vibrationer eller påvirkninger.

Her på vores blå planet lever vi imidlertid i en verden af illusioner. Vi lever i en verden med fænomener. Vi mennesker er en slags baggrundsskærm, hvorpå der bliver kastet lys og skygger. Vi oplever uretfærdigheder eller sorger og det gør ondt. Vi føler smerte, ulykkelighed, tristhed, ensomhed og sygdom. Alle sådanne lidelser er i virkeligheden kun illusioner, som afhænger af tid og omstændigheder.

Vores ønske bør være at frigøre vores krop og sind for det som ikke er naturligt sundt og godt. Så vil vi nemlig leve i harmoni med naturen, som jo i bund og grund er ”fuldkommen, ren og ædel”.

Sygdom og udvikling

Vi kan have oplevet noget svært, eller selv har gjort noget vi er kede af og har fortrudt. Se på det som sker med et åbent sind, brug evighedens øjne og prøv at forstå. Det hjælper, at acceptere alt som kommer til os med forståelse af, at der ikke sker tilfældigheder.

Selv hvis et lille barn bliver kørt ned af en bil, så er det aldrig en tilfældighed. Vi forstår måske ikke meningen. Det behøver vi måske heller ikke, men det er vigtigt at vide, at det aldrig er en tilfældighed. Det hjælper og giver mening, hvis vi accepterer det som vi møder og prøver at forstå det som sker. Så kan vi bedre bruge vores tid og kræfter på at skabe en bedre fremtid. Det betyder ikke at vi bliver ufølsomme og ligegyldige. Tværtimod bør vi opbygge medfølelse, taknemlighed og kærlighed undervejs.

Tilgivelse er et kraftigt middel til at give slip på noget, som ellers gør os syge. Hvis vi har brug for at tilgive, for eksempel os selv, så skal vi se ærligt og bevidst på vores handling eller tanker. Herefter er det ”nok” hvis vi på en ærlig og dybtfølt måde tager afstand og stopper med det som vi har gjort. Så er det tilgivet. Så kan vi komme videre, fordi vi ved at vi vil vælge anderledes fremover.

Det er ifølge Mazdaznan meget vigtigt ikke at gå og angre og føle sig som et dårligt menneske. Det er hverken sundt, nødvendigt eller ”Guds mening”. Der er en grundsætning i Mazdaznan, at ”der er fuld amnesti for sygdom, synd og sorger”. Vi kan slå en streg i sandet, gå over på den anden side af stregen og beslutte at fra nu vil jeg gøre tingene på en ny og bedre måde, så jeg kan skabe en bedre fremtid.

Der kan selvfølgelig komme nogle karmiske virkninger. Det er loven om årsag og virkning. Det vi har sendt ud af tanker, ord og handlinger kommer tilbage til os. Vi vil derfor, på et eller andet tidspunkt, møde det igen som vi selv har skabt og sendt ud i verdensrummet. De som står højt på udviklingsstigen, vil oftest møde reaktion hurtigt. Altså de vibrationer man har sendt ud, kommer hurtigere tilbage.

Karmaloven er ikke en straf. Straf findes ikke. Det er også en misforståelse at dømme andre ud fra det, som man ser de oplever. Når vi dømmer andre, viser det i virkeligheden hvor lidt vi selv endnu forstår og ved. Man kommer til at tænke på den gamle kloge sætning, at” Guds veje er uransagelige”. Vi kan ikke vide hvorfor vores nabo har den skæbne han har. Karmaloven betyder ganske vist, at vi ” høster noget vi tidligere har sået”. Men, karmaloven er også en stor friheds og mulighedernes lov. Vi kan vælge gode ord, gode tanker og gode handlinger. Vi kan gøre noget for en bedre fremtid. Det er dumt at gøre sig bedre end man er, men det er klogt at prøve på at gøre tingene bedre.

.

At finde sundhed er en stor styrke

I Mazdaznan kan vi finde mange konkrete råd til fysiske problemer. Det drejer sig ikke kun om at neutralisere kroppens affaldsstoffer gennem åndedrætsøvelser, sunde madvaner og livsstil. Det drejer sig heller ikke kun om at slippe gamle nedarvede ideer af frygt og overtro.

Det må nødvendigvis være en meget dybere proces, hvor vi kommer dybere ind, til hvor vores ideer og forestillinger har deres rod. Herefter må vi give slip på det vi har ophobet på grund af misforståelser, uvidenhed og manglende forståelse og hermed fejlagtige opfattelser. Det er fejlagtigt fordi det ikke er naturligt og dermed rent, positivt og ædelt.

Vi skulle lære den styrke at kende, som ligger i det at kunne mestre, forstå og kontrollere vores liv på alle måde. Vi kan opnå mere end vi kan forestille os ved at være opmærksomme og øve os.

Evnen til at forstå årsager er ikke begrænset til vores egen krop, men omfatter også menneskeheden i bredere forstand. Vi skal også kunne forstå årsagen til sociale sygdomme og de problemer der opstår mellem forskellige nationer og folkeslag.

Nutidens dagligdag er uhyre kompliceret med mange udfordringer. Det er svært at leve naturligt. Det er derfor svært at holde fokus på sundhed. Det ligger til vores natur, at blive afledt af vores sanser og glemme os selv. Vi glemmer vores virkelige selv, som er krop, sind og ånd og beskæftiger os med verden omkring os. Vi bliver opslugt af ydre ting, mens vores eget jeg tørster efter vores opmærksomhed.

Mennesket er selve det guddommeliges manifestation på jorden. Den uendelige intelligens har overdraget arbejdet til os, med at passe godt på verden. Studiet af mennesket burde have første prioritet for os. Vi burde passe godt på vores egen krop, som er den mest indviklede, geniale og komplekse mekanisme som findes. Vi burde faktisk gøre det af ren og skær beundring og respekt.

Kunsten at stille diagnoser

Vi vil gerne have succes med at overvinde vores sygdoms symptomer. Det helt grundlæggende er at få stillet en korrekt diagnose, altså at få en korrekt forståelse af problemet.

Sygdommene kan som sagt være et direkte resultat af nedarvede eller selvskabte fysiske problemer. Eller de kan skyldes et psykisk chok, som har påvirket nervesystemet.

Kunsten at stille diagnoser, er en evne som nogle mennesker har i større grad end andre. Har man en sådan gave, behøver man kun at se og høre lidt og kan straks forstå situationen og gøre det, som skal til for at hjælpe en anden eller sig selv. Hjernecenteret for helbredelsens kunst er meget fint udviklet hos nogen, men vi har alle mulighed for at udvikle evnen.

Mazdaznan helbredslære er ikke uoverkommeligt svært at forstå. At få det til at fungere i praksis kræver derimod en del øvelse. Det er kun naturligt, at vi vil lave nogle fejltagelser undervejs. Så er det jo vigtigt at huske på, at fejltagelser i virkeligheden ikke findes. I en vækstproces laver man hen ad vejen mange fejl i sine konklusioner. Det kan ikke undgås og alle vores ”fejl” i læreprocessen, bliver i virkeligheden et middel til at øge vores forståelse.

Vi må øve os i at være opmærksomme og efterhånden lære at vurdere, om et sygdoms symptom hos en person skyldes et fysisk eller psykisk problem. Det kan også være samfundsmæssige eller sociale forhold, der gennem en slags hypnotisk eller suggestiv påvirkning ødelægger vores sundhed.

Det er et vigtigt første skridt for at komme videre, at få lagt gamle fordomme og hæmninger bag sig. Herefter er det vigtigt at forstå formålet og meningen med naturens love. Rigtig succes får vi først, når vi på en positiv, bevidst, ærlig og dybtfølt måde ønsker at leve i overensstemmelse med dem.

Vi kan få hjælp i det vi kalder Mazdaznan selvdiagnostik. Her beskrives tre grundlæggende principper: det intellektuelle, det spirituelle og det materielle. Den viden som beskrives her, om hjernens og kroppens tredeling, er grundlæggende for at forstå Mazdaznans vejledning til sundhed og helbredelse.

Lad os vende vrangen ud af ”vores tempel ” og genopbygge det totalt og give plads til , at livets flod kan strømme ind i og gennem kroppen. Så vil vi ikke længere være forvirrede og usikre. Så har vi nemlig givet slip på de fortvivlende, frustrerende og forstyrrende misforståelser, som har hæmmet vores vækst og udvikling.”

Din tro på sundhed og fremskridt er grundlaget for helbredelse

 

Hvordan kan man så blive rask? Det første og meget vigtige, er at have en ubøjelig indre tro på, at man bliver rask. Samtidigt kan vi så gøre de ting, som der skal til for at hjælpe naturen.

Denne indre sikkerhed, denne vished er fundamentet for at blive rask. Det er ikke nok med en ubetydelig tro, hvor vi lidt overfladisk acceptere noget en anden har sagt. Det er ikke nok med et håb. Det må nødvendigvis være en meget viljefast indre overbevisning, som gennemstrømmer os totalt. Det er en slags tilstand og den bygger på forståelse af sin situation. Det er nødvendigt at man forstår sin situation.

Psykiske årsager til sygdom

 

Meget ofte har kroppens fysiske sygdomme en psykisk årsag. En psykisk tilstand kan gøre sig synlig ved at kroppen får et sygdoms symptom. Grådighed, falskhed, misundelse, selvmedlidenhed, stolthed, egoisme, stædighed, stivsind, frygt og chok giver hurtigt sit aftryk i den fysiske krop. Det kan være meget sværere at helbrede end rene fysiske skavanker. Det kan være svært at hjælpe andre i en sådan situation. Her gælder det om noget, at det er os selv der ligger inde med nøglen til helbredelse.

Hvis du virkelig søger sundhed, er du nødt til selv at være aktiv, række ud efter vejledning og på alle måder aktivt arbejde på at hjælpe dig selv. Det gør en stor forskel, hvis vi så vidt muligt tage vores situation i egne hænder. Heldigvis er der også hjælp at få. Vi kan hjælpe hinanden og vi kan få hjælp af forskellige øvelser..

Åndedrætsøvelser kan hjælpe os igennem ”den psykiske renselse”. De rytmiske åndedrætsøvelser renser nervecentrene i kroppen. De renses nedefra og op gennem kroppen. Hvis vi laver øvelserne regelmæssigt og med den dybtfølte koncentration og forståelse af deres værdi, vil vi opleve både en psykisk renselse og en fysisk renselse.